Susanne Bagger-Sørensen
– ny formand for Dansk Hovawart Klub
Jeg bor i Trørød i Nordsjælland sammen med min mand Claus og vores tre hovawarter: Smilla på 10 år, Hope på 5 år og Dezzie på 1½ år. Dezzie er vores syvende hovawart – den første fik vi i 1998 – og både Smilla og Dezzie er af eget opdræt. Vi har i øjeblikket vores femte kuld hvalpe.
Jeg har altid været dybt fascineret af hunde og haft et stort ønske om at arbejde med dem. I mit voksenliv har jeg udelukkende haft hovawart, for racen er stærkt vanedannende med sit dejlige sind, smukke ydre, opfindsomhed, kombinationen af energi og ro – og ikke mindst den helt særlige hova-humor.
Siden 2013 har jeg arbejdet professionelt med hundetræning og adfærdsrådgivning i min hundeskole, hvor primært fokus er på hvalpehold, hverdagslydighed og aktivering. Jeg arbejder med alle typer hunde – fra Chihuahua til Grand Danois – og elsker at se, hvordan de udvikler sig mentalt gennem positive træningsmetoder.
Med mine egne hunde har jeg gennem årene trænet en bred vifte af discipliner: DKK LP, DcH-lydighed, Rally, Nose Work, Mantrailing, Hoopers, spor, Do As I Do, syns- og duftdiskrimination, agility, tricks, færdighedsprøver, bringsel, kropskontrol, ringtræning og meget mere. Samtidig er det vigtigt for mig, at hundene også har masser af tid til at være sofawarter.
Mine hunde har deltaget i mange prøver – også på højt niveau. Smilla har været til DM i Rally, Hope har repræsenteret Danmark ved VM i lydighed for hovawarter, og jeg håber, at Dezzie kan fastholde sin udtagelse til DM i LP2 senere på året. Vi deltager også i udstillinger, ikke mindst de hyggelige arrangementer i Dansk Hovawart Klub.
