Før du køber hvalp

Før du køber hvalp.

Før du beslutter dig for at købe en hovawarthvalp, anbefaler Dansk Hovawart Klub, at du gør følgende:

·   Se den voksne hund, inden du ser på hvalpe!

Du skal være sikker på, af hovawarten er den rigtige race for dig. Hvis du ikke tidligere har set en hovawart, bør dit første møde med racen være en voksen hovawart.

Hvis du først har set hvalpene, er det næsten sikkert, at du straks falder for dem. Hovawarthvalpe er som alle andre hundehvalpe dejlige; men du bør tænke på, at det at anskaffe sig en hund, er en beslutning for de næste 10 – 15 år af dit liv.

·   Besøg mere end én opdrætter!

Det er vigtigt, at du har 100 % tillid til opdrætteren. Det er derfor en god ide at besøge mere end én opdrætter. Det er denne, der har ansvaret for, at hvalpene er godt rustet til at kunne fungere tilfredsstillende i deres nye familie. Du bør danne dig et indtryk af opdrætterens troværdighed og se på de forhold, som hvalpene opdrættes under. Du bør endvidere se, hvordan de voksne dyr har det, og du bør se deres papirer. Såfremt begge forældre er dansk ejede, skal de begge have en stambog fra Dansk Kennel Klub, og du bør sikre dig, at hvalpene stambogsføres i Dansk Kennel Klub.

En seriøs opdrætter vil kun glæde sig over din interesse for de papirer og resultater, som avlsdyrene har opnået.

·   Se begge forældredyr !

Hvis opdrætteren ikke selv ejer den hanhund, der er far til hvalpene, bør du få oplyst ejerens telefonnummer og kontakte denne, for en aftale om at få lov til at se hanhunden.

Mange danske opdrættere benytter udenlandske hanhunde, og her vil det ofte ikke være muligt at se hanhunden. I stedet kan du bede om at se hanhundens papirer, eller du kan søge oplysninger om ham hos Dansk Hovawart Klub.

Moderen skal du under alle omstændigheder se. Hun skal være venlig og tillidsfuld og må på ingen måde være aggressiv, sky eller nervøs. Denne observation er meget vigtig, da moderen præger hvalpene i de første 8 uger, og forældredyrenes adfærd giver et fingerpeg om, hvordan hvalpene vil udvikle sig.

·   Studer hvalpene grundigt!

Du bør se hvalpene i deres vante omgivelser, ellers kan du ikke vurdere, hvordan opdrætteren sikrer, at hvalpene præges ordentligt. Den hvalp, du har udset dig, skal være glad, tillidsfuld, sund og velplejet – og den skal være racetypisk.

Du bør vente med at vælge hvalpen til den er fyldt 6 – 7 uger, idet du ikke tidligere kan vurdere dens væsen – det kan opdrætteren heller ikke.

De fleste opdrættere, der opdrætter under Dansk Hovawart Klub får ved 7 – 8 ugers alderen besøg af repræsentanter for Dansk Hovawart Klub, der kontrollerer hvalpene og laver en hvalpetest på den enkelte hvalp. Denne test er et velegnet redskab til at finde den hvalp, der passer bedst til din familie.

·   Få opdrætterens skriftlige garanti!

Du bør sikre dig en skriftlig aftale i forbindelse med købet af hvalpen. Dansk Kennel Klub har udfærdiget en standardaftale, som vi anbefaler dig at rekvirere. Du er med denne i hånden godt rustet til at stille alle vigtige spørgsmål i forbindelse med bl.a. garantier.

Uanset om du har en skriftlig aftale med opdrætteren eller ej, så gælder købelovens regler også her, og ifølge denne har du to års reklamationsret på hvalpen.

Forklaring til oplysninger på Dansk Hovawart Klubs hvalpeliste:

Hofteledsdysplasi (HD)
HD-status A er efter den danske skala HD fri. HD-status B er en overgangsform.

I Tyskland har de indført nye bedømmelsesregler, hvor HD-status B må benyttes. (kontakt DHK’s avlsudvalg, hvis der ønskes yderligere oplysninger om tyske hunde)

Danskejede hovawarter må kun anvendes i avl, hvis den har en HD-status på A eller B.

DKK Mentalbeskrivelse
Testen kaldes også Dansk Kennel Klubs mentalbeskrivelse og anvendes af Dansk Hovawart Klub ved kuldfremstillinger.
Resultatet registreres i Dansk Kennel klub.

Testen består af forskellige lyd- og synsmæssige påvirkninger mv., hvor bl.a. hundens nervesystem testes. Hundene fremstilles normalt på denne test, når de er mellem 10 måneder og 2 år.  Hundene kan ikke dumpe på testen. Har hundene gennemført hele testen, udgør dette en del af avlskåringen.

Udvidet mentalbeskrivelse:
Den udvidet mentalbeskrivelse består også af forskellige lyd og synsmæssige påvirkninger mv., hvor bl.a. hundens nervesystem testes, men da hundene normalt er ældre, når de fremstilles på denne test, består testen af flere momenter, således at belastningen er væsentligt større end på UHM testen. Testen skal bestås, for at hunden får udleveret et mentaltestbevis.

Avlskåret (AK)
En avlskåring består af 3 dele:

1) En gennemført UHM test og en bestået mentaltest
2) HD-status på A eller B
3) Minimum “very good” på udstilling, når hunden er over 15 måneder gammel. Udstillingen skal være arrangeret af den danske eller tyske Hovawart klub.